Januarbrev

Author:

Kære forældre
Så er vi ved at runde 2024 af og derfor får I januars nyhedsbrev nu her inden jul

Pasning d. 23 og 2 og 3 januar
Husk som altid de mødetider I har skrevet på og madpakker til pasning da køkkenet har lukket. Der er ganske få børn i huset og I kan derfor regne med at stuerne er slået sammen.

Årligt kontingent
En stor del af jer har bedt om muligheden for at indbetale det årlige kontingent uanfægtet at I har skullet sørge for madpakker i november. De af jer der ønsker det, kan derfor indbetale 250 kr. til støtteforeningen pr. familie, på konto 8401 1054933 i Merkurbank. Vi kommer naturligvis ikke til at rykke for beløbet denne gang.

Skolebørn
Da vi nu er fyldt op med børn og først kan tilbyde nye pladser når nogle går ud har vi brug for at kende datoen for udmeldelse af skolebørnene senest 1. februar 2025. Det ”normale” er at de bliver og er med til sommerafslutningen og de kan også komme på den anden side af ferien som ”sommerferiegæster” hvis vi får det at vide samtidig med udmeldelsen. Der er rigtig mange forældre til kommende børn der står og tripper for at kende dato for opstart og vi vil derfor bede jer der er forældre til kommende skolebørn at melde tilbage til mig på mail lise@kirsebaergaarden.dk i løbet af januar hvornår jeres børn går ud.

Forældresamtaler på Brombærstuen
Vi har sat onsdag d. 22 og torsdag d. 23. januar af til forældresamtaler – listen kommer på tavlen asap.

Indkøring af nye børn
Vi har nye børn på mange stuer så vores fokus den næste måneds tid eller to er naturligvis at få dem til at falde til. For de store som kommer fra vuggestue og ind i børnehaven er det måske lidt nemmere da de alle kender børnehaven fra besøg på båldag og daglige ture igennem og alligevel er det en stor ny verden der åbner sig. Der er anderledes krav om selvhjulpenhed og pludselig er man mindst igen, ligesom der er mange børn og tempoet er sat væsentligt op. For de mindste nye i vuggestuealderen, er det for nogen, første gang man skal passes ude. Selvom vi er mange voksne, har vi jo slet ikke de ressourcer til rådighed der er i en familie – så man skal som lille vænne sig til ikke at være på arm eller skød men ganske enkelt at være med sig selv og det blandt en stor flok af andre børn hvilket for de fleste er voldsomt. Det vigtigste vi kan tilbyde både for børnehave og vuggestuebørn er nærvær – at være opmærksom på de små hele tiden, så de hver gang de oplever behovet for en voksen mærker at der er en der har det fokus – det skaber tryghed. Vores meget faste rytme er også med til at skabe tryghed for de nye og for dem der starter i børnehaven vil der være en masse kendte elementer fra vuggestuelivet. Det I kan hjælpe os med er at sørge for hurtige afleveringer/afhentninger og beskeder på sms så vi kan holde fokus på børnene og grupperne som helhed. Husk også at aflevere børnene på deres egne ben i stedet for på arm 😉

Hellig 3 konger fest mandag d. 6. januar:
Afslutningen på julen fejrer vi med Hellig 3 konger fest, nu er det de 3 konger som til julespillet kommer med gaver til barnet og den store engel Gabriel har byttet ledestjernen ud med et Hellig 3 konger lys.
Til festen får hvert barn i børnehaven og i familiegrupperne en gave, ligesom også Jesusbarnet får gave. Gaven er et stykke guld (Pyrit), som vi får fra den røde kiste. Dette er for at symbolisere, den tid vi lever i, at intellekt og visdom er tidens store gaver (guldet), og at vi alle har Kristus i os. Børnene må gerne komme i Rød, Blå eller Grøn denne dag.

I ønskes en glædelig jul, samt et velsignet Nytår!