Julibrev

Author:

Kære forældre

Så nærmer vi os afslutningen på endnu et Kirsebærår!

Med dette nyhedsbrev er vedhæftet vores nye virksomheds & læreplan med tilhørende årshjul, så fester, forældremøder, arbejdsweekends og andet kan skrives i kalenderen med det samme. På førstkommende forældremøde bliver der tid til at stille spørgsmål til læreplanen og det er derfor en god ide at læse den godt igennem. Læreplanen er vores arbejdsredskab og den vi som ansatte pejler efter og den som vi går ud fra at I har brugt som grundlag for at vælge Kirsebærgården. Den kan med fordel læses løbende. Læreplanstemaerne er igen en del af planen.

Kirsebærgården i uge 30

Vi har brug for at de børn der kommer i uge 30 også har madpakker med da køkkenet er ferielukket. Der er ikke så mange børn endnu hvilket betyder at en del kolleger også stadig holder ferie og derfor vil de børn der er her, blive passet sammen med nabostuens børn.

Vandskade

Der har været vandskade på 1. salen og det skal udbedres hen over sommeren. Det betyder at familiestuerne på skift flytter ned i salen og personalestuen som her i sommerferien bliver gjort klar til det. Det vil sige at den først uge efter ferien; uge 30 er begge stuer på Hyldebærstuen. Fra uge 31, er Hindbærstuen nede i salen/personalestuen. Når deres stue er færdig rykker de tilbage og så er det Hyldebærstuens tur til at rykke ned, hvornår det bliver er ikke besluttet endnu, men vi vender selvfølgelig tilbage

Garderobe

Som altid laver vi rokade i garderoberne, da nogle børn er gået ud og nye kommer til og derfor har jeres barn muligvis fået en ny siddeplads i garderoben. I skal derfor tømme garderobepladsen fuldstændigt inkl. ”Hue-huset” her op til ferien og tage det hele med hjem i kurven. Den må så rigtig gerne gennemgås og opdateres til efter ferien. Glemmekurven bliver tømt og indhold gives bort fredag d. 30. juni.

Nye kolleger

En del af vores unge kolleger har søgt studie og det gør at der kommer nye kolleger på den anden side af ferien – nogle af stillingerne bliver konverteret til pædagogstillinger og samtidig har vores studerende brug for nye in-put og det gør at de flytter til nye stuer, så derfor vil der være nye ansigter på alle stuer om end det ikke er alle der er nye i huset.

Grøntsagsordningen, Bærladen & Hønsevagt

Der er også vedhæftet et skriv om grøntsagsordningen og en opdateret bærlade og hønsevagt frem til årsskiftet. Det er rigtig vigtigt at I selv tager ansvar for disse vagter, således at vi ikke risikerer at hønsene er uden vand og mad.

                                                                                                             I ønskes alle en dejlig sommer