Tilsyn

Tilsynsrapport
Uanmeldt besøg i Kirsebærgården  
Dato:                     Tilsynsførendes initialer:                                      04.06.24                 RJ                                                                  
Mødeplan:             Straffe-og børneattester:                    Børnelister:                          –                                                                      Ok
  Børnehavens legeplads: Antal børnehavebørn i dag: 50                  Antal voksne i dag: 8 heraf 3 uddannede      Antal vuggestuebørn i dag: 9 Antal voksne i dag: 3 heraf 2 uddannede   (3 voksne til stuemøde)   Familiegrupperne: Hindbærstuen: Antal børn i dag: 20 Antal voksne i dag: 4 heraf 2 uddannede (til stuemøde) Hyldebærstuen: Antal børn i dag: 21 Antal voksne i dag: 5 heraf en vikar og 2 uddannede        

Aktuelt:

Dagens tilsyn er uanmeldt og foregår om formiddagen over 3 timer. Tilsynet har en kort samtale med administrativ leder (AL), der fortæller, at den Pædagogiske leder er sygemeldt i en længere periode.

De 3 medarbejdere, der er i gang med pædagoguddannelsen, er på uddannelse i denne uge, så der er vikarer for dem.

Der er gang i opstartssamtaler med de tyve nye børns forældre og enkelte andre forældresamtaler, hvor der er et behov.

Tilsynet spørger til tagterrassen og sol. I dag er ikke en af de varmeste dage, der er sol og lidt blæst, og der er rart på terrassen, men der må blive meget varmt andre dage. Det bekræfter AL, og derfor har de solsejl. Bl.a. et 5×5 meter stort solsejl, som ikke er slået ud i dag. De overvejer endnu et solsejl, men ellers gør de, hvad de kan med solhatte, at børnene har lidt tøj på og vand – både til at lege med og til at drikke.

Dagens aktiviteter:

Der har været bål både på børnehavens legeplads og oppe på tagterrassen, hvorpå der er blevet lavet fladbrød.

Personalet fra en af børnehavegrupperne og fra en af familiegrupperne holder stuemøder her til formiddag. Børnene passes af de andre stuer. En vuggestuegruppe er på børnehavens legeplads for at hjælpe til.

Tilsynets iagttagelser:

Tilsynet ankommer til en have fyldt med børn, der er fordelt over det hele og alle ser ud til at være i gang med at lege. De voksne er samlet ved bålet og skal til at synge dagens sang ”Og det var en skærsommerdag”.

To børn står overfor hinanden og siger farvel og giver hinanden et kram. Den ene stikker munden frem, og de giver hinanden et kys til ”farvel”. Den ene skal vist afsted på arbejde.

Da de voksne har sunget færdigt, fordeler de sig rundt i haven. De fleste med noget sytøj i hånden.

I den ene ende af haven, er der et hus fyldt med hø. Tilsynet får sagt til nogle af børnene, der leger der, at de leger i halmen, men de kigger undrende på mig ”Det er hø, det er jo Hø huset”. En viser mig, at hun kan slå en kolbøtte i høet og går derefter i gang med at plukke sit tøj fri for hø. Et barn spørger mig ”Må jeg vise dig noget”, og da jeg siger ja, kravler han op på en bænk og springer et stykke ind i høet, og jeg siger, at det var sejt, han kunne springe så langt. Han sætter stolt hænderne i siden. Så går han videre over til en voksen, der sidder ved en bænk og syr, for at spørge om han må vise det til hende, og det må han.

Lige før bålet, er der et område, hvor der står en savbuk, hvorpå der ligger en træstamme. Ved siden af, på et bord, ligger der et par små save. Et par børn kommer forbi, tager en sav hver og går i gang med at save i stammen. Et tredje barn kommer hen og siger ”Jeg er tre år, jeg kan godt save”, han stiller sig op på savbukken foran børnene, der saver og bliver snittet af en sav og siger ”Av det må du ikke”. Den voksne, der har siddet og syet tættest på, kommer derhen, men der er ikke sket noget. Den voksne kalder en anden voksen til sig for at spørge om reglerne omkring savbukken og får dem forklaret.

Man kan høre et barn, der græder. En voksen rejser sig, da barnet kommer gående forbi, ”Hvad er der sket?”, barnet græder og holder sig på panden ”Gik du lige ind i bordet?”. Barnet svarer ja, og bliver trøstet, men fortsætter med at være lidt ked af det ”Skal du have lidt creme på?”. Det vil barnet gerne og tager den voksne i hånden, et andet barn tager den voksnes anden hånd ”Jeg tror X vil hjælpe os” siger den voksne. De går sammen indenfor. Lidt efter kommer de ud igen, børnene har fået jakkerne af. Et større barn kommer dem i møde og spørger ”Må man godt tage jakken af”. Den voksne svarer ja, og barnet spørger ”Må man godt have bare arme?”. Den voksne tænker sig lidt om og svarer ”Nej”. Et andet barn spørger ”Må jeg tage jakken af?”, og den voksne siger ja. Det viser sig, at det barn har bare arme indenunder jakken, og den voksne siger ”Så har vi balladen” og smiler. Det bliver til, at børnene må mærke efter, om de kan holde ud at have bare arme.

Et mindre barn løber rundt med en pind, som han prøver at stikke de andre børns hatte af med. En af de voksne ser det og siger ”Søde X, jeg vil ikke have, du leger med den pind”. Hun tager pinden fra ham. Han fortsætter med at løbe efter nogle af børnene, nu uden pind.

Tre store børn graver nogle dybe huller i sandkassen. Et barn sidder på kanten og kigger på dem. En af dem, der graver, spørger ”Hvorfor sidder du der?”, og barnet svarer ”Jeg sidder her bare”, og den første spørger ”Er det fordi, du ikke har nogen at lege med?”. Det kommer der ikke rigtig noget svar på. De tre andre graver videre, og to af deres huller møder hinanden. Den ene kigger ned i sit hul ”Jeg kan se din skovl”. Ham, der sidder og kigger på fra kanten, rejser sig også og kigger ned i hullet, men sætter sig tilbage igen. Der kommer en voksen derhen og siger ”Sikke en fin bro I har gravet, er det til Bukkebruse?”. Det ene barn svarer ”Nej, vi er sådan nogle mænd, der graver noget meget sejt – men hvis det var til Bukke bruse, så kunne der bo en trold dernede under”. De snakker lidt videre om en trold. Den voksne spørger barnet, der sidder på kanten ”X er du frisk på at komme ind og hjælpe i vuggestuen i dag?”. Det vil han gerne ”Så kom skat, så viser jeg dig lige, hvad du skal”. De går hen til en af de voksne fra vuggestuen og den voksne siger ”det bliver X og Y, der kommer og hjælper i dag”, og den voksne fra vuggestuen siger ”Det glæder vi os til, det er nogle rigtigt gode hjælpere”.

De voksne fra vuggestuen er begyndt at finde vuggestuebørnene, som skal stille sig op på række med hinanden i hånden. Så synger de ”Slinge slange… ” og går i række ind i vuggestuen sammen med de to børnehavebørn, der skal hjælpe.

Tilsynet går op på tagterrassen, hvor de to familiestuer er. Her er børnene også i leg fordelt rundt i de forskellige områder. Et barn står og græder henne ved lågen og kalder på sine forældre. En voksen, der er i gang med at arrangere en vandslange, kommer hen til barnet og siger med en trøstende stemme ”Jeg ved godt, du gerne vil have, at din mor og far kommer”, og så spørger hun ”Kan du hjælpe mig med at flytte denne her?”. Hun tager fat i vandslangen og barnet tager fat, og sammen begynder de at hive den hen på plads. Barnet bliver meget optaget af processen og går derfra videre til at flytte nogle store brædder ned i den anden ende af terrassen.

Også heroppe er der vand til at lege med. Et af de yngre børn er blevet helt våd og græder. En voksen kommer til og opdager, at barnet er vådt og går derfor ind for at finde noget tørt tøj. Barnet fortsætter med at stå foran døren og græde, så en anden voksen kommer til og trøster. Den første voksne kommer ud med tørt tøj og skifter barnets bluse, men barnet fortsætter med at være ked af det. Et større barn, der også er ked af det, kommer til. Den voksne sætter sig med dem på en bænk og forsøger at trøste, men de græder begge. Det hjælper, da hun begynder at synge.

Der er hyggelig leg i gang over det meste af terrassen, men indimellem er der et barn, der står henne ved døren og græder. Det er især de yngre børn, der nok er ved at være sultne og trætte, for det nærmer sig spisetid. De voksne er hurtigt henne og trøste.

Tilsynet går ned og har en kort samtale med den administrative leder og går derefter op til en af familiestuerne igen.

I garderoben er flere børn ved at få skiftet vådt tøj. De større børn klarer det selv og hjælper derefter til med de små. Da alle er ved at være færdige, bliver de kaldt ind på toilettet. De ældste først, da de ikke skal have så meget hjælp.

Tilsynet går ind på stuen. Her sidder de børn, der har vasket hænder, fordelt ved to borde, og en voksen står og er ved at klargøre nogle ting. Et par af børnene spørger, hvad jeg skal der, og jeg fortæller, at jeg er der for at se, hvordan de har det i børnehaven. Og et af børnene konstaterer ”Det er godt!”.

De venter på, at alle bliver færdige på toilettet, så den voksne sætter gang i en sangleg, som kan foregå, mens børnene sidder ved bordene og venter.

Da alle er klar, synger de voksne ”Hænderne af bordet”. Så bliver der tændt stearinlys, sunget og sagt ”God appetit”.  

En voksen ved hvert bord går i gang med at øse mad op, og den anden voksne ved hvert bord deler vand rundt. Et af de yngre børn får væltet sit vand ned på en bænk, hvor der sidder to større børn. Den voksne siger ”Så fik I også vasket numserne” med et smil, og så beder hun et af børnene om at hente en klud, og så får de tørret op.

Der er snak ved bordene, mens der bliver delt mad rundt. Da alle har fået mad, siger en af de voksne, at nu skal der lige være madro under den første portion, og så bliver der mere stille, og der spises.

Efter et stykke tid starter snakken igen, både om hvad der er sket i børnehaven og også om hvad børn og voksne har oplevet derhjemme.

De børn, der ikke rigtig vil have suppen, opfordres til at smage på den, inden de må få brød med smør. Det tager noget tid for et par af børnene, men til sidst smager de.

Da de fleste er færdige, rejser et par af de voksne sig med alle de yngste børn, der skal sove til middag. De andre bliver tilbage og hjælper til med at rydde op på bordene. Så synges der, lyset pustes ud og der bliver sagt ”Velbekomme”.

Tilsynet slutter for i dag.

Samspil og relationer mellem børn og voksne

Under iagttagelserne er opmærksomheden rettet mod følgende punkter:

  • Det pædagogiske personale er opmærksomme og reagerer sensitivt på børnenes signaler.
  • Det pædagogiske personale spejler børnenes følelser ved hjælp af mimik, krop, lyde og ord.
  • Det pædagogiske personale er tilgængelige for børnene og tilbyder trøst og omsorg, når børnene er usikre, bange eller kede af det.
  • Det pædagogiske personale er nærværende og fordybet i samspillet med børnene.
  • Det pædagogiske personale bruger rutinesituationerne til at skabe stimulerende samspil præget af nærvær, omsorg, ro og rytme.
  • Læringsmiljøet bærer præg af tydelig organisering, der skaber rammer for gode samspil og relationer mellem børn og voksne.

Evt. relevante informationer eller henvisninger til specifikke iagttagelser:

Tilsynet observerede et personale, der er nærværende og opmærksomme på børnene. Når et barn er ked af det, prøver personalet at trøste med omsorg og med sang. Der er en tydelig organisering, som gør at de voksne kan være nærværende, og der hersker en rolig stemning, selvom der er mange børn.

Vurdering

Det vurderes på baggrund af iagttagelserne at institutionen skal:

Vedligeholde indsatsen: X

Justere indsatsen:

Iværksætte ny indsats:

Eventuelle konkrete anvisninger på opfølgende tiltag

Ingen bemærkninger.

 

Børnefællesskaber og leg

Under iagttagelserne er opmærksomheden rettet mod følgende punkter:

  • Det pædagogiske personale hjælper og guider børnene til at deltage i positive samspil med hinanden i forskellige børnefællesskaber.
  • Det pædagogiske personale er opmærksomme på og hjælper de børn, der ikke indgår i positive samspil og børnefællesskaber.
  • Det pædagogiske personale er aktive ift. at støtte og guide børnenes lege med hinanden i større eller mindre fællesskaber.
  • Der er balance mellem børneinitierede lege og voksenplanlagte lege, aktiviteter og rutinesituationer.
  • Det pædagogiske personale sikrer, at alle børn er aktive deltagere i pædagogiske aktiviteter, rutiner og opgaver.
  • De fysiske læringsmiljøer inviterer til forskellige former for leg og understøtter børns lyst til at lege, udforske og eksperimentere.

Evt. relevante informationer eller henvisninger til specifikke iagttagelser:

Ved dagens tilsyn observeredes primært fri leg og daglige rutiner. Personalet opfordrer børnene til at hjælpe til ved de daglige rutiner og er opmærksomme på at få de børn, der har brug for det, med i aktiviteter eller fællesskaber.

Vurdering

Det vurderes på baggrund af iagttagelserne at institutionen skal:

Vedligeholde indsatsen: X

Justere indsatsen:

Iværksætte ny indsats:

Eventuelle konkrete anvisninger på opfølgende tiltag

En lille opmærksomhed på, at personalet instrueres i det sikkerhedsmæssige omkring aktiviteterne, før de kommer på legepladsen. Her tænkes på aktiviteten med savbukken.

 

Sprog og bevægelse

Under iagttagelserne er opmærksomheden rettet mod følgende punkter:

  • Det pædagogiske personale agerer som sproglige rollemodeller for børnene.
  • Det pædagogiske personale arbejder systematisk med sprogunderstøttende strategier gennem hele dagen.
  • Det pædagogiske personale agerer som rollemodeller ift. bevægelse og brug af kroppen.
  • Det pædagogiske personale indtænker sprog og motoriske læringsmuligheder i alle rutinesituationer.
  • De fysiske læringsmiljøer ude og inde tilbyder børnene en bred vifte af sproglige læringsmuligheder og aktiviteter.
  • De fysiske læringsmiljøer ude og inde tilbyder børnene en bred vifte af kropslige læringsmuligheder og aktiviteter.

Evt. relevante informationer eller henvisninger til specifikke iagttagelser:

Der høres meget dialog mellem børnene i deres leg. Personalet indgår i mange samtaler med børnene, hvor de justerer sig fint i forhold til barnets udvikling.

Der er gode muligheder for at bruge sin krop. Børnene løber, hopper, slår kolbøtter, graver, saver, løfter og flytter på tunge brædder.

Vurdering

Det vurderes på baggrund af iagttagelserne at institutionen skal:

Vedligeholde indsatsen: X

Justere indsatsen:

Iværksætte ny indsats:

Eventuelle konkrete anvisninger på opfølgende tiltag

Ingen bemærkninger

Samlet vurdering og opfølgning:

Der oplevedes, som ved tidligere tilsyn, en god stemning. Tilsynet så generelt glade og frimodige børn, som indgik i gode fællesskaber. Personalet arbejder fagligt og engageret med den pædagogiske opgave.